Betaling af skat i Danmark indbefatter betaling til primært to offentlige forvaltninger, nemlig Staten og kommunerne. Statens indtægter kommer overvejende fra indkomst- og selskabsskatter samt forskellige afgifter, som f.eks. merværdiafgift (moms) og punktafgifter. Skatter og afgifter fylder en stor del af hverdagen for mange mennesker, private såvel som erhvervsdrivende, og lovgivningen er ofte årsag til mange tvivlsspørgsmål og panderynker hos de danske skatteydere. De mange forskelligartede problemstillinger, som ofte dukker op i forbindelse med skatter og afgifter, kan imidlertid tackles med hjælp fra en kompetent skatteadvokat, som kan hjælpe både privatpersoner og selskaber.
Indkomstskat, top- og bundskat samt fradrag (2018 opdatering)
Som lønmodtagere i Danmark, går en stor del af vores personlige indkomst til den offentlige sektor, i form af skatter og afgifter, som derpå finansierer forskellige sociale ydelser. De personlige indkomstskatter udgør, som nævnt ovenstående, en stor del af det samlede beskatningsgrundlag (omkring halvdelen). Indtægterne fra beskæftigelse beskattes med et arbejdsmarkedsbidrag på 8% af lønmodtagerens bruttoløn. Den personlige indkomstskat dækker også over hhv. top- og bundskat, som har ændret sig en lille smule i år. Topskattesatsen ligger i 2018 på 15% af en årlig indkomst over 498.900 kr. efter AM-bidrag. Bundskatten ligger, ifølge SKAT, på 11,3% af personfradraget over 46.000 kr. i 2018. Som de fleste er bekendt med, findes der forskellige former for skattemæssige fradrag, som rente- og befordringsfradrag, der er værd at være opmærksom på. Generelt kan skattepligtige fradrage udgifter til erhvervelsen af den skattepligtige indkomst. Dette skattefradrag er dog som oftest begrænset for de almindelige lønmodtagere, da det antages, at arbejdsgiveren dækker de pågældende udgifter.
Andre væsentlige skatte- og afgiftsformer
Beskatningen af formue, besiddelse og ejendom udgøres i dagens Danmark af tre forskellige elementer: ejendomsskatter (grundskyld), motorkøretøjsafgifter og arveafgifter. Ejendomsskatter består af hhv. grundskyld og dækningsafgifter. Grundskyld er skat på selve grunden, mens dækningsafgifter pålignes offentlige eller erhvervsmæssige ejendomme. Det er vurderingen af pågældende bolig, som har betydning for beskatningssatsen. I forbindelse med motorkøretøjer betaler man, foruden registreringsafgiften, vægtafgift og grøn ejer-afgift. Arveafgiften i forbindelse med arv, afgøres af to ting: arvens omfang og hvem der modtager pågældende arv (ift. de familiære relationer). Når det kommer til afgifter på varer og tjenesteydelser, er moms den klart vigtigste afgiftsform i Danmark. Diverse punktafgifter pålignes varer, som Staten ønsker at begrænse, og disse har også en vis andel i det samlede skattegrundlag.