Efter en hård arbejdsuge, hvor det sommetider kan være vanskeligt at få presset familiehyggen ind, giver weekenden et kærkomment rum til familieaktiviteter. Det kan dog indimellem være svært at finde på aktiviteter for alle, og som samtidig ikke overbelaster pengepungen alt for meget. Hvis vejret er godt, kan du med fordel tage familien med på tur nord for København, hvor der er rig mulighed for forskellige og sjove familieaktiviteter.
På tur i Dyrehaven
Ca. 10 minutters kørsel fra København ligger Dyrehaven, som er den gamle og smukke naturpark med de karakteristiske røde porte. Her kan I nyde jeres medbragte mad og drikke, og I kan måske være heldige at spotte en kronhjort. I kan evt. tage rundt og se parken fra en af de mange hestevogne og opleve historiens vingesus ved de mange forskellige mindesmærker. Man kan ikke sige Dyrehaven uden også at nævne Bakken – verdens ældste forlystelsespark. Her er entreen gratis, hvilket er en stor fordel. Indenfor kan I boltre jer i de mange forskellige forlystelser, som passer til hele familien, hvad end man er i humør til. En anden populær aktivitet er 5-kampen, hvor hele familien dyster mod hinanden i 5 forskellige discipliner. Her kæmper I en nervepirrende kamp om sejren og naturligvis også den meget vigtige håneret. Hvem kommer til at gå hjem med et ekstra stort smil på læben?
Gratis underholdning
Bakken tilbyder forskellige gratis arrangementer, som giver mulighed for at tilpasse dagen til alle medlemmer af familien. Den meget afholdte og velkendte Pjerrot har optrådt her i mere end 200 år, og ham kan I opleve flere gange dagligt, hvor han fortæller spændende historier og laver magi på scenen. I Pjerrots hus er der også Mester Jakel teater om søndagen, som er et hånddukketeater for de mindste. Der er også en del koncerter på Friluftsscenen i løbet af sæsonen. Her er der både pop for de unge samt rock’n roll for den lidt ældre generation. Vælger du at tage familien med en tur til Dyrehaven, findes der altså mange muligheder for at give hele familien en begivenhedsrig dag med sjove familieaktiviteter for enhver smag.